Beskrivelse
Denne december markerer vi på Malerisamlingen en hel særlig dag, nemlig Sankta Lucias helgendag den 13. december.
Luciadagen er festdag for lyset og den hellige Lucia. Ifølge historien var Lucia en ung kristen kvinde, der levede i 300-tallet i byen Siracusa på Sicilien. Lucia havde efter sigende smukke øjne og for ikke at friste friere eller hellige mænd, stak Lucia sine øjne ud og lagde dem på et sølvfad.
I den aktuelle særudstilling ’WETLAND’ af Michael Kvium, spiller Sankta Lucia en central rolle og har man endnu ikke besøgt særudstillingen, er Lucias helgendag en oplagt anledning.
En anden kunstner, der har behandlet fortællingen om Sankta Lucia er den svenske forfatter og nobelprismodtager i litteratur, Selma Lagerlöf.
Denne aften vil skuespiller Karen Lise Mynster vække Selma Lagerlöfs tekst til live, når hun læser op fra ’Sankt Lucia’, fra ’Efterlämnade skrifter I’ fra 1943.
Karen-Lise Mynster er uddannet skuespiller ved Statens Teaterskole og har en lang karriere i teater, film og tv. De seneste år har man kunnet opleve hende i store danske filmproduktioner som ’Christian IV – Den sidste rejse’ og ’Rose’. Hun har tidligere gæstet Malerisamlingen da hun i 2022 læste Inger Christensens ’Det malede værelse’ foran en udsolgt sal.
Inden Karen-Lise Mynster læser op, giver vi en introduktion til teksten, særudstillingen og fortællingen om Sankta Lucia. Denne del varetages af cand.mag. i Moderne Kultur og ansat på Nivaagaards Malerisamling, Anna Enoch Hansen.
Efter oplæsningen er vi så heldige at børnekoret fra Fredensborg Musikskole kommer og runder aftenen af med et musikalsk indslag. For ingen Luciadag uden Luciakor.
Pris
100 kr. / 10 % rabat for årskortholdere
Få rabat via medlemsportal
Har du årskort til Nivaagaards Malerisamling? Opret bruger på medlemsportalen eller login på din bruger for at få rabat på dette arrangement. Rabatten fratrækkes ved kassen.
Vejledning til oprettelse af bruger på medlemsportal eller login på eksisterende bruger. Klik her
Ved køb udenom medlemsportalen refunderes årskortrabatten ikke i receptionen på museet.
Spisebillet
Caféen tilbyder aftenens ret efter arrangementet, som kan tilkøbes online her. Bordet er automatisk booket til Jer, når I køber spisebillet.
Pris 160 kr. / 10% rabat til årskortholdere. Begrænset antal pladser.